Portør i coronatider (2)

Når man spørger folk om hvad de tror portørerne laver på et sygehus, kommer der stort set to svar på spørgsmålet. Portørerne kører patienter og korer post. Almene ting hvor man ikke rigtig skal have nogle særlige kompetencer for at kunne udføre jobbet. Men det passer selvfølgelig ikke. Der er nogle faglige områder hvor portørerne er specialister. For eksempel hjertemassage eller forflytninger. Og især vores kendskab til mobiliseringer, forflytninger og lejringer giver os meget ros. 

Der er mange forskellige måder at lejre en patient på, afhængig af hvad for en patient det er og hvad patienten fejler. Apopleksi patienter skal f.eks. lejres på en anden måde end en patient på ortopædkirurgisk afdeling, eller en patient som får kærlig pleje. Lige nu er der mange covid-19 patienter og de skal lægges i en særlig form af lejring som man kalder ”buglejring”. Der skal patienten vendes fra ryg til mave (og omvendt) omkring circa hver 12. eller 16. time.

Buglejring var noget forholdsvis standard på intensiv afdelinger. Det aflaster nemlig patientens lunger og hjælper med vejrtrækning. På et tidspunkt blev denne lejring lidt mindre brugt og da jeg startede som portør var det en sjælden begivenhed. I mit første år som portør udførte jeg min første buglejring med stor hjælp af en erfaren kollega. Og som om det ikke var spændende nok, var der også et publikum af ti til femten intensiv sygeplejersker som gerne ville se hvordan det foregik fordi de ikke havde set det før.

Nu har vi ni covid-19 patienter som ligger på intensiv afdeling og det betyder at der er mange buglejringer der skal laves. Så alle portører får ekstra undervisning i det. Når man får undervisning er det nemt nok at lave den specielle lejring. Men når men derefter står med en rigtig patient er der lige pludselig mange ting man skal have styr på. Patienten er intuberet og ligger som regel med urinkateter, en A-nål i armen (som måler f.eks. temperatur), venflon og cvk (central vene kateter, som er en omkr. 20 cm lang slange som ligger tit i halsen og ligger i en vene der fører til hjertet). Som ekstra kan en patient også have en afføringspose bagpå og en dialysekateter i halsen.

Som regel er vi fem til sådan en lejring. En læge som holder patientens hoved og styrer tempoet af vendingen og har styr på tuben i halsen. Sygeplejerskerne holder øje med overvågningen og om alle ledninger og slanger ikke pludselig strammer til under vendingen. Og så er det portørerne som flytter patienten om på siden og så enten om på ryggen eller maven. Når det er gjort, skal patienten lejres rigtig. Ligger patienten på maven, skal der være en pude under brystkassen og lidt støtte under hovedet så luftvejen er fri.

I går aftes har jeg, sammen med en kollega, i løbet af to timer lagt fire patienter i bugleje. Og fordi de patienter er isoleret skal man have fuldt isolations udstyr på. Brille, mundbind, isolationsdragt og handsker. Hele forløbet starter med at spritte hænder, tage udstyr på, forberede lejringen, selve lejring, finjustere lejringen, tage udstyr af, væske hænder, spritte hænder og videre til den næste.

Da min kollega og jeg var færdig efter de to timer, var vi godt nok smadret. Vi har allesammen set billederne af det Italienske sygehuspersonale som havde sår i ansigterne efter at have haft briller og mundbind på i lang tid. Jeg kunne godt se på mit eget ansigt at de første røde mærker var kommet . I går skrev jeg godt nok at det føltes som stille for stormen,  i går aftes oplevede jeg altså en ordentlig første vindpust. 

Men at vi som portør også aktiv kan bidrage med vores kompetencer, og får kæmpe ros for det, er en fantastisk oplevelse. Og selvom det er hårdt, er jeg klar igen til min vagt fra 15 til 23 i dag og vil jeg gør mit bedste sammen med mine fantastiske og dygtige kolleger!