zaterdag 30 mei 2015

Ilddåb



Efter en stille og rolig begyndelse af arbejdsdagen med en kop kaffe i portørcentralen, bliver det tid til at arbejde. En patient skal fra afdelingen til røntgenafdeling på stuen. Lige da jeg giver røntgenlaboranten besked at pantienten er her, ringer min PDA. Hjertestop, den tredje i morges. Og lige på afdelingen jeg kom fra. Bare stop med at tænke, book opgaven og på vej. Spænnende, min første hjertestop. Jeg render gennem nogle besøger, op på trappen og kommer op på afdelingen hvor en sygeplejerske allerede viser hvor jeg skal hen. Når jeg kommer ind på stuen, forsvinder nervøsiteten. Jeg tager jakken af, tager handsker på og overtager fra sygeplejersken som er i gang med massagen.

…26, …27, …28, …29, ….30 teller jeg højt og stopper med hjertemassagen så personen ved hoved kan give to puster ilt. Når jeg starter igen med hjertemassagen føler jeg en hånd på ryggen. Min kollega er lige ankommet.

…26, …27, …28, …29, ….30 teller jeg igen og mens patiënten får ilt igen, tager min kollega over. Åbenbart har patienten, en mand i tresserne, bidt i sin tunge. Der kommer blod ud af sin mund. Efter et par minutter tager jeg over igen.

I mellemtiden blev stuen fyldt helt op med alt slags medisk personale. Til sidst er der kun brug for ti minutter hjertemassage før hjertet kan fungere selvstandig igen. Vi tager handsker af, vasker hænderne, tager jakker på igen og forlader stuen.
“Sådan, min første hjertemassage.” Siger jeg til min kollega. “Og? Var det grimt?” Spørger han. “Nee, ikke grimt. Bare arbejde, egentlig.” Og efter et gensidig  skulderklap, vender vi tilbage til vores arbejde.

Kvart i tre. Lige færdig med en venderunde på et intensivt afsnit og igen ringer pda’en. Hjertestop igen. Tre sal ned. Vi vil begge to book opgaven, men den er allerede optaget. Vi går ned alligevel fordi vi begge to har ikke særlig meget erfaring. Så alle muligheder skal benyttes. Vi kommer ind på stuen og i sengen ligger en kvinde i firrene. En kollega er allerede i gang med hjertemassagen. De sædvanlige tredive sekunder, to puster ilt og tredive sekunder igen. Men efter kort tid vil lægen at vi masserer fuld tid med en tjek hver anden minut.

Så er det min tur. Igen den innerlige ro. Du ved hvad der forventes og du kører bare. To minutter hjertemassage. To minutter, det er så kort. Men det føles som uendlig langt. Jeg er fuldstændig fokuseret på massagen. Men jeg hører alt der sker og bliver sagt. Lægerne som spørger efter information, patienthistorikken som læses højt, anmodningen at stoppe med massagen så der kan tjekkes om hjertet kan gøre det selv igen. Nej. Fortsæt massagen. Det er ikke et ordre, bare en sætning som er fulstændig selv talende.

Mens jeg er i gang med to minutter massage, starter patiënten med at hoste blod. Blodet sprøjter under  iltmasken og jeg føler at det lander på mine underarmene. Imens er brystet blevet rigtig glat og bliver det svært med at holde hænderne på det rigtige sted. Nu sidder jeg på knæerne på sengekanten, mit venstre knæ i en lille pyt lyserød væske.

Når jeg stopper, overtager en kollega på den anden side af sengen. Min plads bruges til et operativt indgreb. De siger noget om emboli. Jeg går over til den anden side, mens en læge tager sin skalpel og skærer lysken. Fordi massagen bliver formentlig vil vare længe, skal Lucas hentes. Lucas er en hjertemassage-automat. Den stilles over brysen og ligner mest en toiletsvupper.

Til sidst, efter 25 minutters hjertemassage, beder lægen at stoppe behandlingen. Sin kollega kigger på klokken og siger bare ’klokken er 15.23’. Stuen tømmer igen. Vi tager jakkerne, afleverer Lucas på Skadestuen og tager på portørcentralen. Vi trænger til en god kop kaffe. Tror jeg har haft min ilddåb i dag.