Når man spørger
folk om hvad de tror portørerne laver på et sygehus, kommer der stort set to
svar på spørgsmålet. Portørerne kører patienter og korer post. Almene ting hvor
man ikke rigtig skal have nogle særlige kompetencer for at kunne udføre jobbet.
Men det passer selvfølgelig ikke. Der er nogle faglige områder hvor portørerne
er specialister. For eksempel hjertemassage eller forflytninger. Og især vores
kendskab til mobiliseringer, forflytninger og lejringer giver os meget ros.
Der er mange forskellige
måder at lejre en patient på, afhængig af hvad for en patient det er og hvad
patienten fejler. Apopleksi patienter skal f.eks. lejres på en anden måde end
en patient på ortopædkirurgisk afdeling, eller en patient som får kærlig pleje.
Lige nu er der mange covid-19 patienter og de skal lægges i en særlig form af
lejring som man kalder ”buglejring”. Der skal patienten vendes fra ryg til mave
(og omvendt) omkring circa hver 12. eller 16. time.
Buglejring
var noget forholdsvis standard på intensiv afdelinger. Det aflaster nemlig
patientens lunger og hjælper med vejrtrækning. På et tidspunkt blev denne
lejring lidt mindre brugt og da jeg startede som portør var det en sjælden
begivenhed. I mit første år som portør udførte jeg min første buglejring med
stor hjælp af en erfaren kollega. Og som om det ikke var spændende nok, var der
også et publikum af ti til femten intensiv sygeplejersker som gerne ville se
hvordan det foregik fordi de ikke havde set det før.
Nu har vi ni covid-19
patienter som ligger på intensiv afdeling og det betyder at der er mange buglejringer
der skal laves. Så alle portører får ekstra undervisning i det. Når man får
undervisning er det nemt nok at lave den specielle lejring. Men når men
derefter står med en rigtig patient er der lige pludselig mange ting man skal
have styr på. Patienten er intuberet og ligger som regel med urinkateter, en
A-nål i armen (som måler f.eks. temperatur), venflon og cvk (central vene
kateter, som er en omkr. 20 cm lang slange som ligger tit i halsen og ligger i
en vene der fører til hjertet). Som ekstra kan en patient også have en
afføringspose bagpå og en dialysekateter i halsen.
Som regel er vi
fem til sådan en lejring. En læge som holder patientens hoved og styrer tempoet
af vendingen og har styr på tuben i halsen. Sygeplejerskerne holder øje med
overvågningen og om alle ledninger og slanger ikke pludselig strammer til under
vendingen. Og så er det portørerne som flytter patienten om på siden og så
enten om på ryggen eller maven. Når det er gjort, skal patienten lejres rigtig.
Ligger patienten på maven, skal der være en pude under brystkassen og lidt
støtte under hovedet så luftvejen er fri.
I går aftes har
jeg, sammen med en kollega, i løbet af to timer lagt fire patienter i bugleje.
Og fordi de patienter er isoleret skal man have fuldt isolations udstyr på.
Brille, mundbind, isolationsdragt og handsker. Hele forløbet starter med at
spritte hænder, tage udstyr på, forberede lejringen, selve lejring, finjustere
lejringen, tage udstyr af, væske hænder, spritte hænder og videre til den
næste.
Da min kollega og
jeg var færdig efter de to timer, var vi godt nok smadret. Vi har allesammen
set billederne af det Italienske sygehuspersonale som havde sår i ansigterne efter
at have haft briller og mundbind på i lang tid. Jeg kunne godt se på mit eget
ansigt at de første røde mærker var kommet . I går skrev jeg godt nok at det føltes
som stille for stormen, i går aftes
oplevede jeg altså en ordentlig første vindpust.
Men at vi som portør også aktiv kan bidrage med vores kompetencer, og får kæmpe ros for det, er en fantastisk oplevelse. Og selvom det er hårdt, er jeg klar igen til min vagt fra 15 til 23 i dag og vil jeg gør mit bedste sammen med mine fantastiske og dygtige kolleger!