zondag 29 maart 2020

Portør i coronatider (2)


Når man spørger folk om hvad de tror portørerne laver på et sygehus, kommer der stort set to svar på spørgsmålet. Portørerne kører patienter og korer post. Almene ting hvor man ikke rigtig skal have nogle særlige kompetencer for at kunne udføre jobbet. Men det passer selvfølgelig ikke. Der er nogle faglige områder hvor portørerne er specialister. For eksempel hjertemassage eller forflytninger. Og især vores kendskab til mobiliseringer, forflytninger og lejringer giver os meget ros. 

Der er mange forskellige måder at lejre en patient på, afhængig af hvad for en patient det er og hvad patienten fejler. Apopleksi patienter skal f.eks. lejres på en anden måde end en patient på ortopædkirurgisk afdeling, eller en patient som får kærlig pleje. Lige nu er der mange covid-19 patienter og de skal lægges i en særlig form af lejring som man kalder ”buglejring”. Der skal patienten vendes fra ryg til mave (og omvendt) omkring circa hver 12. eller 16. time.

Buglejring var noget forholdsvis standard på intensiv afdelinger. Det aflaster nemlig patientens lunger og hjælper med vejrtrækning. På et tidspunkt blev denne lejring lidt mindre brugt og da jeg startede som portør var det en sjælden begivenhed. I mit første år som portør udførte jeg min første buglejring med stor hjælp af en erfaren kollega. Og som om det ikke var spændende nok, var der også et publikum af ti til femten intensiv sygeplejersker som gerne ville se hvordan det foregik fordi de ikke havde set det før.

Nu har vi ni covid-19 patienter som ligger på intensiv afdeling og det betyder at der er mange buglejringer der skal laves. Så alle portører får ekstra undervisning i det. Når man får undervisning er det nemt nok at lave den specielle lejring. Men når men derefter står med en rigtig patient er der lige pludselig mange ting man skal have styr på. Patienten er intuberet og ligger som regel med urinkateter, en A-nål i armen (som måler f.eks. temperatur), venflon og cvk (central vene kateter, som er en omkr. 20 cm lang slange som ligger tit i halsen og ligger i en vene der fører til hjertet). Som ekstra kan en patient også have en afføringspose bagpå og en dialysekateter i halsen.

Som regel er vi fem til sådan en lejring. En læge som holder patientens hoved og styrer tempoet af vendingen og har styr på tuben i halsen. Sygeplejerskerne holder øje med overvågningen og om alle ledninger og slanger ikke pludselig strammer til under vendingen. Og så er det portørerne som flytter patienten om på siden og så enten om på ryggen eller maven. Når det er gjort, skal patienten lejres rigtig. Ligger patienten på maven, skal der være en pude under brystkassen og lidt støtte under hovedet så luftvejen er fri.


I går aftes har jeg, sammen med en kollega, i løbet af to timer lagt fire patienter i bugleje. Og fordi de patienter er isoleret skal man have fuldt isolations udstyr på. Brille, mundbind, isolationsdragt og handsker. Hele forløbet starter med at spritte hænder, tage udstyr på, forberede lejringen, selve lejring, finjustere lejringen, tage udstyr af, væske hænder, spritte hænder og videre til den næste.
Da min kollega og jeg var færdig efter de to timer, var vi godt nok smadret. Vi har allesammen set billederne af det Italienske sygehuspersonale som havde sår i ansigterne efter at have haft briller og mundbind på i lang tid. Jeg kunne godt se på mit eget ansigt at de første røde mærker var kommet . I går skrev jeg godt nok at det føltes som stille for stormen,  i går aftes oplevede jeg altså en ordentlig første vindpust. 


Men at vi som portør også aktiv kan bidrage med vores kompetencer, og får kæmpe ros for det, er en fantastisk oplevelse. Og selvom det er hårdt, er jeg klar igen til min vagt fra 15 til 23 i dag og vil jeg gør mit bedste sammen med mine fantastiske og dygtige kolleger!

zaterdag 28 maart 2020

Portør i coronatider


Der er nu gået to uger siden vi fik at vide at Danmark ville gå i lock down mode. I mandags fortalte vores statsminister at det i hvert faldt vil fortsatte indtil efter påskeferien. Min kæreste er underviser, så det betyder at hun arbejder hjemmefra. En stor del af hendes dage går med at lave og modtage lektier, online møder med kollegerne og holde lidt øje med vores børn som selvfølgelig også er hjemme. Det der imponerer mig rigtig meget er hvor nemt de har det med deres online skolearbejde. Lektier, kontakt med deres undervisere og med deres klassekammerater. Det hele foregår i en online verden som for mig var ren fantasi da jeg gik i folkeskolen.

Nu er jeg portør, så jeg arbejder som sædvanligt. Men hele situationen er selvfølgelig langt fra sædvanlig. På grund af lock down, og som forberedelse på den forventede bølge af covid-19 patienter, blev der taget en masse forholdsregler som skal sørge for at en stor del af sygehusets kapacitet kan bruges til disse patienter. Alle indkaldelser til ambulante indgreb eller undersøgelser er udskudt. Og det betyder at vi som portører oplever dage hvor der er meget stille i forhold til den travle daglig dag som vi er vant til. Det er desværre forholdsvis normalt for os at vi er en time (eller to) bagud med opgaverne. Nu er vi faktisk fremme og aflevere patienter før tid. Det bliver nok et kæmpe chok når alt bliver normalt igen.
 
Fordelen ved lock down er at antallet af de standard patienter som kommer ind på skadestuen, er faldet meget. Jeg tror ældre borgere bliver indenfor, eller passer meget mere på når de skal ud for antallet af hoftepatienter ligger lavere end før covid-19 kom til Danmark. Det samme gælder sportsrelaterede skader, trafikuheld, hestepiger der falder fra hesten, børn som leger for vildt. Allesammen mangler de i deres normale tal. I mandags havde jeg atc vagt og kl. 10.00 var der kun tre patienter. Normalt på en mandag, ved 15 tiden, er alle stuer optaget og ligger/sidder der en 15 stykker på gangen. Og folk bliver sendt hjem fordi ventetiden er mere end 12 timer.
 

Den ro som nu kom over sygehuset, er godt nok en surrealistisk ro. Det føles helt klart som stilhed før stormen. Lige nu er der så stille at man bare får fornemmelsen at NU skal der altså ske noget. Det her passer ikke. Den fornemmelse bliver endnu stærkere når man kigger på hvad der sker i udlandet. Tallene fra Italien er grim læsning og stigningen af smittede i Spanien, Holland og USA er markant. Indtil videre virker det som om Danmark slipper for det værste. Mange håber at regeringen har gjort det rigtige for at inddæmme spredningen. Man regner med at covid-19 i Danmark vil peake i uge 14. Flere og flere bliver testet og resultatet er at der bliver opdaget flere og flere smittede patienter. Lige nu er der 2010 smittede i Danmark, 430 patienter er indlagt, hvoraf 109 ligger på intensiv. Indtil videre er der 52 døde pga covid-19. Region Nordjylland er den mindst ramte region i Danmark. Indtil videre har vi 30 indlagte, hvoraf 9 ligger på vores intensiv afdeling.

Region Nordjylland har udvidet antallet af senge til covid-19 patienter til 200. Halvdelen er på Sygehus Syd i Aalborg, resten på Farsø Sygehus. konsekvensen er at der flyttes rund med en del afdelinger så der kan laves plads til covid-19 senge. Personalet der arbejder på pandemiafdelinger kommer fra alle mulige diverse afdelinger på sygehuset. Det sørger for at der hænger en lidt  sjov og hyggelig atmosfære på de covid-19 afdelinger som er kommet i gang med at modtage patienter. L


På grund af covid-19 får alle ansatte også en ordentlig genopfriskning af almen hygiejne og isolationshygiejne på sygehuset. Personalet som har direkte kontakt med patienter som er smittet med covid-19 har altid fuldt beskyttelse på: visir/brille, mundbind, handsker og isolationsdragt. Når vi som portører skal transportere en covid-19 patient, bliver sengen gjort ren og patienten får mundbind på. under transporten behøver vi så ikke have noget isolationsudstyr på. Det vi skal er at vaske og spritte hænder inden og efter transport.
Nu ved jeg godt er det føles for nogle som om det ikke er nok beskyttelse mod at blive smittet. Men når alle isolationsregler overholdes (og jeg har ingen grund til at tvivle på det) er der ingen fare for ens personlige helbred. Al sundhedspersonale får ekstra undervisning i korrekt isolationshygiejne. Bortset fra lægerne. Det der så sker er at nogle læger håndterer deres egne retningslinjer i stedet for at følge de officielle retningslinjer. Og det skaber utryghed under personalet. Det oplevede jeg da jeg skulle modtage en patient i skademodtagelse som havde fået hjertestop. Der var ingen anvisninger at patienten var smittet med covid-19, så ingen af personalet havde mundbind eller isolationstøj på. Da lægen kom ind på stuen var det første han gjorde at tage mundbind på. Og med det samme blev alle på stuen usikre. Ved han noget vi ikke ved? Skal vi nu også have mundbind på? Hvad skal vi nu? Lidt efter kørte vi på OP med patienten og vi blev taget imod af OP holdet som var iført isolationstøj og vi fik næsten skæld ud over at vi ikke havde noget på. Altså, nogle skal vænne sig lidt til at følge den korrekte procedure. Men det kommer nok.

Heldigvis er alle klar til det der muligvis kommer. Flytningen af de forskellige afdelinger kører uden problemer. Alle er positive og der er godt nok "vi er så klar!" stemning blandt personalet. Jeg håber at den lock down har den effekt den skal have og at covid-19 skaden bliver minimalt. Men skulle der være brug det, vil alle gøre deres allerbedste for at komme igennem covid-19 krisen.

woensdag 25 maart 2020

Covid-19

Ondertussen zijn we in Denemarken de tweede week van de lock down in gegaan en hebben we eergisteren te horen gekregen dat deze in elk geval tot na Pasen voort blijft duren. Voor mijn vriendin betekent dat thuiswerken, zij is onderwijzer en is dagelijks bezig met het huiswerk dat leerlingen gedurende deze weken moeten maken. Mijn kinderen hebben ook hun dagelijkse portie huiswerk die ze dankzij internet online kunnen maken. Ik had me als kind niet voor kunnen stellen dat je thuis zittend kan inloggen in je digitale klaslokaal om daar je huiswerk te maken en contact te hebben met je leraar. Zij draaien hun hand er niet voor om.

Nu ben ik werkzaam in de zorg dus ik werk gewoon. Behalve dan dat het allemaal niet gewoon is. Want als gevolg van de lock down en als voorbereiding op de verwachte golf covid-19 patiënten is er een heel aantal maatregelen genomen die er voor moeten zorgen dat zoveel mogelijk ziekenhuiscapaciteit ten dienste kan staan van deze patiënten. Alle niet dringende operaties zijn uitgesteld, alle poliklinische ingrepen idem. Met als gevolg dat het voor ons portørs onwerkelijk rustig is. De werkdruk is op dit moment enorm laag en het laat zien hoeveel werkdruk juist die nu uitgestelde ingrepen en operaties met zich mee brengen. Normaal lopen we hopeloos achter de feiten aan en hebben we regelmatig een uur achterstand. Als het niet meer is. Nu lopen we voor en komen we te vroeg. Dat wordt weer even flink wennen als alles voorbij is en het gewone leven zijn gang weer neemt.

Een positief effect van al die maatregelen is dat klassieke patiënten voor de SEH behoorlijk in aantal is afgenomen. Oudere mensen blijven binnen of zijn in elk geval veel voorzichtiger geworden. Het aantal patiënten met een gebroken heup is daardoor aanzienlijk minder dan voor het covid-19 gebeuren. Het zelfde geldt voor sportgerelateerde ongelukken, verkeersongevallen, paardenmeisjes die van hun paard vallen, kinderen die te wild gespeeld hebben. Allemaal zijn ze in deze periode de grote afwezige.Toen ik afgelopen maandag dienst had op de SEH lagen er om negen uur 's morgens maar drie patiënten. Toen ik om drie uur naar huis ging, waren dat er een stuk of twaalf. Ter vergelijking, op een redelijk standaard maandag zijn bijna alle kamers op de SEH bezet (en dat zijn er ruim dertig) en liggen of zitten er nog vijftien mensen op de gang. En dan heb ik de volle wachtkamer nog niet meegeteld.

De rust die dit alles met zich mee brengt is wel een heel onwerkelijke rust. Het voelt letterlijk als de stilte voor de storm. Het is zo stil dat je het gevoel krijgt er wel iets moet gebeuren. Zeker in samenhang met de ontwikkeling van Covid-19 in het buitenland. De dramatische cijfers uit Italië, de flinke stijgingen in Nederland en Duitsland. Het doet het ergste vrezen maar tot nu toe blijft de grote drukte uit. Iedereen hoopt dat dat is omdat er op tijd maatregelen zijn genomen, maar vanuit het gezondheidswezen wordt week 14 aangehouden als het tijdstip waarop de piek gaat komen. Meer en meer mensen worden getest met natuurlijk als gevolg dat er meer en meer besmettingen opduiken. Op het moment dat ik dit schrijf zijn er in Denemarken 1715 mensen besmet, 350 patiënten zijn opgenomen in ziekenhuizen, 87 daarvan liggen op de intensive care. 34 mensen zijn overleden. Onze regio heeft momenteel 20 covid-19 patiënten waarvan er 7 op de ic liggen. Wij zijn het minst getroffen deel van Denemarken. En ja, ik heb ook contact met een deel van die patiënten.

Region Nordjylland, waar de ziekenhuizen in Nordjylland onder vallen, heeft het aantal beschikbare bedden voor Covid-19 patiënten uitgebreid naar 200. Ongeveer de helft daarvan bevindt zich in 'mijn' ziekenhuis in Aalborg. Dit betekent ook dat er op dit moment flink geschoven wordt met afdelingen om plaats te maken. Het personeel dat nu op de covid-19 afdelingen werkt is afkomstig van diverse gewone afdelingen en van intensive care afdelingen. Dat zorgt er voor dat op die afdelingen die nu al actief zijn, een aparte sfeer hangt. Een beetje schoolreis-achtig. Alles is nieuw, spannend, onwennig. En bijna elke dag wordt er wel snoep of taart afgeleverd op deze afdelingen door dankbare bakkers of andere bedrijven, die zo willen laten zien dat ze vierkant achter het zorgpersoneel staan. Veel bedrijven geven zorgpersoneel korting of delen gratis broodjes en koffie uit.

Vanwege covid-19 wordt iedereen ook weer flink opgefrist in persoonlijke hygiëne in het algemeen en isolatiehygiëne in het bijzonder. Personeel dat direct contact heeft met besmette patiënten heeft altijd een complete set beschermende kleding aan. Vizier/beschermende bril, mondkapje, handschoenen en beschermende kleding met lange mouwen. Als wij als portør een patiënt naar een onderzoek moeten transporteren, wordt het bed afgenomen met ontsmettingsmiddel en de patiënt krijgt een mondkapje. Wij hoeven onder het transport geen beschermende kleding aan te hebben. Wat we wel moeten is voor en na elk transport gronding handen wassen en ontsmettingsmiddel gebruiken na het wassen.

Dat voelt voor sommigen als erg weinig bescherming, zeker als je leest over toenemende aantallen besmette personen. Maar als alle regels correct nageleefd worden (en ik heb geen enkele reden daar aan te twijfelen) is er geen gevaar voor je eigen gezondheid. Al het verplegend personeel, behalve artsen, krijgen extra onderwijs in correcte isolatiehygiëne. Het gevolg daarvan is dat sommige artsen helaas niet de standaard richtlijnen volgen, maar hun eigen richtlijnen. En dat schept onzekerheid bij de rest van het personeel. Zo was ik op de SEH aanwezig bij de binnenkomst van een persoon die een hartstilstand had gehad. Er was geen enkele reden om aan te nemen dat de betreffende persoon mogelijk drager was van covid-19, dus al het personeel was aanwezig zonder bescherming. Ambulancepersoneel incluis. Komt de arts binnen en het eerste wat die doet is een mondkapje opzetten. Met als gevolg dat vrijwel alle aanwezigen meteen onzeker werden. Weet hij iets dat wij niet weten? Moeten wij ook bescherming hebben? Wat moeten we nu? Toen we met de betreffende patiënt de OK opreden, stond daar al het personeel in isolatiedracht en vroegen ze ons bijna verwijtend waarom wij geen isolatiedracht aan hadden. Het is voor sommigen helaas dus nog een beetje zoeken naar de juiste weg. Maar toegegeven, het zijn ook rare tijden.

Gelukkig is iedereen klaar voor de dingen die mogelijk gaan komen. Het verhuizen van complete afdelingen gebeurt snel en zonder problemen. Iedereen is positief en er hangt echt een "wij zijn er klaar voor voor!" stemming onder het personeel. Hopelijk heeft de lock down effect en blijft de covid-19 schade hier binnen de perken. Maar als het nodig is, zal iedereen zijn stinkende best doen hier doorheen te komen.